Publiceret: 14. november 2012

El-cyklen vinder frem på de danske veje i disse år, som følge af danskernes ønske om at cykle samtidig med at de værste ulemper, modvind og op ad bakke, bliver minimeret. Tambou.dk ser i en række artikler på fordele og ulemper ved el-cykler, ud fra en grundig research, og egne erfaringer med 5-600 el-cykelkilometer pr. uge fordelt på familiens to el-cykler.

 

Af Michael Cornelius Rønn Hansen

 

En, to, tre og så er cyklisten, på den klassiske sorte damecykel langt foran de andre cyklister, når lyssignalet på Køgevej skifter fra rødt til grønt. Og hun holder farten, selvom det går lidt op ad bakke i en jævn modvind, og cyklen er oven i købet lastet med to rummelige cykeltasker.

En kraftig blank ring i forhjulet som er en elektrisk motor, og en kraftig bagagebærer, hvor batteriet sidder, er de væsentligste  forskelle i forhold til en almindelig cykel.

Hvor meget motoren skal hjælpe til, styres med et lille display, som er placeret på styret.

 

El-cyklen er til cyklister

En elcykel er en cykel som får hjælp til fremdriften fra en el-motor, der er integreret i enten for- eller baghjulet.

En el-cykel er ikke en elektrisk knallert, hvor du suser af sted, helt uden at skulle bidrage med egen muskelkraft.

Du får hjælp fra cyklens elektriske system, hvis du selv træder i pedalerne og du kan opnå en "elektrisk" topfart på 25 kilometer i timen. Hvis du vil køre hurtigere, skal du træde kraftigt til, fordi motoren er slået fra. Det forhindrer dog ikke, at du ned ad gode bakker kan nå op over 35-40 kilometer i timen.

 

God cykelmotion til alle

Motion til alle, uanset hvilken form de er i, er en af de store fordele ved at køre på el-cykel.

Ny opereret med behov for genoptræning, lige holdt op med at ryge eller i form, men med et transportbehov på 15-20 kilometer om dagen eller mere, så er el-cyklen et godt alternativ til en almindelig cykel.

Indkøb, barnesæde og cykelkurv er realiteter, passer godt til den kraftige opbygning med bredere dæk, der kendetegner en cykel med en elektrisk hjælpemotor.

 

Markedet er svært at gennemskue

At sælge el-cykler er som at sælge elastik i metermål. Cykler monteret med præcis de samme komponenter opgives til at kunne tilbagelægge meget forskellige distancer, før batteriet er fladt. Det kommer vi tilbage til i en artikel om, hvor mange kilometer en el-cykel kan køre.

Forretningerne kaster rundt med fagudtryk, som de færreste forstår. Hvad betyder det, at batteriet er et LiFepo4, et LiOn eller et MiNH? Eller at motoren er 36V børsteløs?

Og hvorfor er selv de billigste el-cykler dyrere end en spritny knallert, med styrthjælp og kædelås fra T-Hansen butikkerne?

Disse spørgsmål, og mange flere el-cykelspørgsmål, vil du finde svar på i de næste artikler på denne blog.

 

Læs også: Få overblik over hvor lang rækkevidde en el-cykel har

Læs også: 2 elcykler udkonkurrerer en Audi

Læs også: Køb en billig elcykel

Læs også: Engelsk test af el-cykler til under kr. 10.000

Kommentér denne artikel

0

Kommentarer (1)