Publiceret: 24. marts 2013

Lysten til at motionere mere uden at skulle bruge mere tid, var motivationen til at udskifte familiens Audi A4 med to el-cykler. Med 22 og 32 kilometer til arbejde, syntes det uoverkommeligt at cykle, men i praksis er det en løsning, som ikke kun skaber glæde, men også en årlig besparelse på 75 tusinde kroner pr. år på familiens budget. Familien på to voksne og 4 teenagere cykler nu cirka tusinde kilometer hver uge. To elcykler kan godt ersatte en bil.

Klokken er halv otte. Dagen er ved at gry. Luften er kølig og river forfriskende i næsen. Den opgående sol lægger en gylden kant om horisontens grå skyer, og tågen hænger let over mosen. Naturen belønner den som rejser langsomt.

Cykelturen op ad den første bakke på vej til arbejde går let og ubesværet, takket være den oplagte elmotor i forhjulet og det fuldt opladte batteri i bagagebæreren.

Med 35 kilometer i timen, i laveste gear, går det nedad på den anden side. Motoren slog allerede fra ved 25 kilometer i timen og batteriet får en lille pause, før det går opad igen og motoren igen slår til.

22 kilometer senere, med rådyr, rovfugle og andre gode naturoplevelser er målet nået og de otte seje bakker tilbagelagt. Klokken er nu tyve minutter over otte og morgenmotionen er gennemført. I bil tager den samme strækning med morgentrafik 30 minutter, så tre kvarters motion har reelt taget 10 minutter.

De gode naturoplevelser hænger godt sammen med, at vi sparer atmosfæren for 4 tusinde kilo CO2 pr. år, fordi vi ikke bruger fosilt brændstof til en del af vores transport.

Elcyklen er et værdigt alternativ til en bil på de mellemlange distancer

Med et dagligt transportbehov på 40-50 kilometer, og en motivation til at bidrage helhjertet med at trampe i pedalerne, er en elcykel ikke en urealistisk erstatning til en bil.

På lidt længere distancer er det en god idé at placere en lader og et batteri på bestemmelsesstedet. Det kan udvide elcyklens aktionsradius til ca. 50 km - hver vej.

Det kræver lidt udstyr udover el-cyklen. Et par gode vandtætte cykeltasker, en cykelhjelm og et godt sæt regntøj er nødvendigt og kan anskaffes for 1500-2000 kroner.

Det er billigt at køre på elcykel

25 øre pr. kilometer inklusive afskrivninger koster det efter mine beregninger at køre på elcykel. Det er cirka 15 øre mere pr. kilometer, end det koster at køre på en almindelig cykel.

Vores Audi, nævnt i starten af denne artikel, kostede cirka 4 kroner pr. kilometer inklusive forsikring, vægtafgift, afskrivning, brændstof, olie og reparationer.

Med tyve tusinde årlige Audi-kilometer, som nu er konverteret til elcykel-kilometer giver det en årlig besparelse på 75.000 kroner pr. år, eller godt 6.000 kroner hver måned.

Medregnes kørselsfradraget er transporten til arbejde blevet en sand overskudsforretning.

En elcykel medfører mere motion

Hvis motivationen er i top giver elcykling mindst lige så meget motion som en almindelig cykel, for hastigheden er højere og de valgte mål for cykelturene ligger længere væk.

Det er blevet sjovere at cykle, fordi modvind og høje bakker ikke længere er uoverstigelige forhindringer.

Som forældre til teenagere er det nemmere at fremstå som troværdige rollemodeller, når de unge opfordres til at cykle de 5-6 kilometer, der er til skole – det er ikke længere et valg ;-)

audi kontra elcykel

Selv om vi var glade for vores Audi, er vi nu gladere for vores el-cykler. Foto: Michael Cornelius Rønn Hansen

 

Læs også: Den bedste elcykel

Læs også: Hvorlangt kan en elcykel køre før batteriet er fladt

Læs også: Køb trygt en billig elcykel

Læs også: 11 elcyklister dropper bilen

Læs også: Bil nummer to erstattet af el-cykel

Kommentér denne artikel

0

Kommentarer

  • No comments found