Publiceret: 20. Juli 2012

Udkantsdanmark er et begreb, der opfattes meget forskelligt fra person til person. Nogle politikere bruger begrebet som et ”offer kort” i diskussionen om fordeling af penge mellem de store bycentre og landområderne. Borgere og erhvervsliv i de berørte områder
føler sig stigmatiseret og bremset. Det afholder ikke de landsdækkende aviser fra at bruge ordet. 934 gange har de brugt ordet udkantsdanmark de sidste 12 måneder.

 

Af Michael Cornelius Rønn Hansen

 

En egentlig definition af ordet udkantsdanmark findes ikke. Det er forklaringen på, at begrebet opfattes meget forskelligt i befolkningen.

Nogle mener, at det er vest for Valby Bakke, andre mener, at det er vest for den jydske højderyg og nogle mener, at det er en fællesbetegnelse for udkantskommuner.

Det er ordet udkantskommune, der har givet inspiration til begrebet udkantsdanmark.

En udkantskommune er en kommune, hvis største by har mindre end 30.000 indbyggere, og som ligger mere end 40 km fra nærmeste område med mindst 40.000 arbejdspladser.

 

Udkantskommunerne hader ordet

Hverken borgere, erhvervsliv eller de kommunale administrationer i udkantskommunerne bryder sig om at blive stemplet med ”udkantsdanmark”.

”Vi bruger slet ikke ordet,” siger ambassade-sekretær fra Lolland-Falsters Ambassade i København Marianne Sørensen.

Ordførende Direktør for Sparekassen Sjælland Lars Petterson er enig: ”Det handler om, at vi nu skal stoppe den negative spiral med det begreb. Man kan tale ting ihjel, og man kan også prøve at gøre det modsatte.

 

Politikernes ansvar

Politikernes anvendelse af begrebet udkantsdanmark for at påtage sig en offerrolle giver ordet en dobbelt betydning.

”Der kan være politisk kapital i at spille på, at vi er en del af udkantsdanmark. Hvis du for eksempel kommer fra Tønder,
Nordjylland, Bornholm eller Lolland-Falster, så skal vi have nogle flere penge”, siger Morten Ebbe Juel Nielsen, Lektor i filosofi på Københavns Universitet.

For befolkning og erhvervsliv i de berørte områder føles begrebet dog stadig stigmatiserende og begrænsende.
 

Medierne bruger ordet meget

De landsdækkende aviser har brugt ordet udkantsdanmark 934 gange indenfor det sidste år, viser en undersøgelse foretaget i mediedatabasen Informedia.

Jyllandsposten, Politiken, Berlingske og Ekstra Bladet bruger ordet mest. BT, Børsen, Information og Kristeligt Dagblad bruger ordet mindst.

”I Jyllands Posten bruger vi ordet, når vi skal beskrive den politiske kamp mellem centrum og randområderne i Danmark,” siger Nyhedschef hos Jyllands Posten Per Collignon.

”At BT er den avis, som bruger ordet mindst, skyldes vi skriver mest om mennesker og ikke så meget om problemstillinger,” siger politisk journalist hos BT, Søren Mortensen.

Kommentér denne artikel

0

Kommentarer

  • No comments found